Ifm. regelmæssige helbredsundersøgelser konstaterede dyrlægen grå stær på Ditte Dot Coms højre øje. Der var et gråligt slør hen over øjet og nedsat pupilrefleks. Den grå stær var med al sandsynlighed aldersbetinget, idet Ditte på daværende tidspunkt var 13 år gammel.
Jeg ønskede ikke at lade Ditte blive opereret for det, hverken på daværende tidspunkt eller senere, grundet hendes alder og forudgående sygdomsforløb, og jeg håbede derfor, den grå stær kun ville udvikle sig langsomt, således at hun kunne bevare sit syn så længe som muligt.
Jeg blev opmærksom på en tilsyneladende anden mulighed for at gøre noget ved grå stær i form af Lanomax® øjendråber med en komponent kaldet ”Lanosterol” naturligt forekommende i øjets linse Link.
Jeg havde aldrig hørt om Lanosterol før, og samme har jeg oplevet hos andre, så det er åbenbart ikke almindelig kendt. Nedenfor fremgår bl.a., hvordan jeg fandt frem til øjendråberne i USA samt forskning i Lanosterol.
På nettet søgte jeg efter viden om Lanosterol, herunder nævnte øjendråber, hvorefter jeg drøftede det med min dyrlæge og besluttede at gøre et forsøg med at dryppe Dittes højre øje med 1 dryp 2 gange om dagen (morgen og aften) fra og med 2.10.2022.
Efterfølgende var Ditte til regelmæssige kontroller hos dyrlægen, som undersøgte Dittes øjne for at sammenligne pupilrefleksen i højre øje med pupilrefleksen i det (ubehandlede) venstre øje.
Den første bedring af Dittes grå stær kunne ses af dyrlægen efter 10 dage.
Især i starten af forløbet var der hurtig bedring, hvilket lader til at stemme overens med producentens oplysning om, at virkningen af øjendråberne først viser sig i den forreste grå stær (kortikale kortex) og senere i den dybereliggende (posteriore) grå stær, fordi det kan tage længere tid for Lanosterol-molekylerne at nå dette område.
Herefter fulgte yderligere bedring i form af, at Dittes øje ikke længere var så gråt at se på. Efterhånden blev øjet meget mere klart og mere brunt at se til. Jeg bemærkede, at Ditte nu også så/reagerede på ting over længere afstande, og at hun nu ikke længere havde behov for natlampe, når hun skulle hoppe op/ned fra sengen om natten. Dyrlægen konstaterede normal pupilrefleks efter 4 måneders forløb.
Fra 25.1.2023 overgik jeg til at dryppe Dittes højre øje 1 dryp 1 gang pr. dag (om aftenen) og fra 20.2.2023 kun 1 gang hver 2. dag (om aftenen).
Pr. 24.3.2023 fik Ditte det sidste dryp i øjet af øjendråberne, hvorefter der var en observationstid på 1 måned og ca. 3 uger uden øjendråber, og hvor kontrol hos dyrlægen 11.5.2023 viste, at øjet fortsat holdt status quo (dvs. ingen tilbagegang). Der var fortsat ingen tilbagegang ved kontrol hos dyrlægen 8.12.2023.
Det er gået godt frem til maj 2024, hvor der i Dittes højre øje begyndte at danne sig en hvidlig plet, som er blevet mere hvid over forholdsvis kort tid.
Den 4.7.2024 blev begge Dittes øjne undersøgt grundigt, hvorefter hun fik konstateret: Senil cornea dystrofi og degeneration med indlejring af krystaller (kalk eller cholesterol) i det højre øje. Og i begge øjne: Udtalt senil nuclear sclerosering af linser. Der var minimal grå stær midt i linsen i højre øje samt lidt grå stær ude i kanten i venstre øje. Som en del af undersøgelsen fik Ditte pupiludvidende øjendråber i højre øje, hvorefter der kunne ses ind til nethinden, som ser fin ud. Ditte kan således godt se med højre øje, når hun ser uden om den hvide plet, og når det er tusmørke, hvor pupillen udvider sig, og der derved er en større pupil at kigge ud af.
Ud fra øjenundersøgelsen og efterfølgende kontrolundersøgelse ser det ikke ud til, at Ditte har smerter i øjet, men hun er rød i det hvide i øjet (man kan se de røde blodkar), hvilket kan være en reaktion på tilstanden i hornhinden. Ditte er ordineret kunstige tårer (øjendråber uden konserveringsmidler), som hun resten af livet skal have 3-4 gange om dagen for at modvirke tørre øjne, dvs. mhp. at holde hornhinden fugtig samt for at bedre optagelsen af næringsstoffer. De kunstige tårer dryppes også i Dittes venstre øje mhp. forebyggelse.
Som følge af denne udvikling har jeg for en periode ændret sammensætningen af medicinske svampe til Ditte. Hun får nu også en lang række kosttilskud fra bl.a. planter samt vitaminer og mineraler (disse kosttilskud fremgår endnu ikke af hjemmesiden) i forsøget på at forbedre hendes øje – se oplysninger herom allernederst på dette link.
Dorthe Øfeldt